Lokalhistorisk Kalender har 25 års jubilæum – desværre blev det også den sidste!

Lokalhistorisk kalender, der udgives af Støtteforeningen for Ry Lokalarkiv, udkommer i år for 25. gang. Udgivelsesdagen er på Arkivernes Dag lørdag 12. november. Her kan den købes på Ry Lokalarkiv mellem 10.00 og 12.00.

Forsiden på den første kalender fra 1999 og jubilæumsnummeret har næsten samme motiv, nemlig kunstmaleren Ludvig Steensens plakat for Ry Turistforening. Jubilæumskalenderens forside er dog i farver.

Den første kalender blev, som det stadig er tilfældet, udarbejdet af frivillige.

Trykningen foregik dengang på Jensen Skyttes bogtrykkeri, og efter en ihærdig indsats af de frivillige lykkedes det at få et fint resultat.

I dag trykkes kalenderen af et professionelt trykkeri. De første kalendere var samlet med en spiral, men i dag er kalenderen af økonomiske årsager hæftet. Det har gjort det muligt at holde prisen på et lavt niveau, nemlig 50,-

I kalenderen er der billeder fra hele det gamle Ry Kommunes område.

I anledning af jubilæet er der indsat 4 ekstra sider med billeder fra Lokalarkivets store samling af fotografier. P.t. er 15.000 fotos registreret, og der er mindst lige så mange, der venter på registrering, liggende i æsker og mapper på depotet.

Arbejdet foregår intenst i løbet af august og september måned, hvor alle frivillige deltager i udarbejdelsen af teksterne til kalenderens fotografier. Inden kalenderen sendes til trykning rettes og ændres teksterne i flere omgange af alle frivillige.

Formålet med kalenderen er at styrke interessen for Ry-områdets lokale historie og at give et økonomisk tilskud til arkivets drift.

 

Lokalarkivets fotosamling er fotografier, som er blevet overdraget til arkivet.
Skulle du ligge inde med gamle fotografier fra egnen, modtager lokalarkivet dem meget gerne. Eventuelt til låns med digitalisering for øje.

Smid aldrig gamle fotografier væk, uden først at kontakte lokalarkivet.